Visitvesterhavet

Ansvarlig ferie ved Vesterhavet

Her på siden guider vi dig til en mere ansvarlig ferie ved Vesterhavet. Du får tips og tricks og en masse god inspiration til, hvordan du kan tage hensyn under dit ophold.

Vinter ved Vesterhavet Familie i klitterne
Foto: Gjerluff

Sæt fødderne på den vestjyske jord, og hvor end du træder, er naturen lige der. Vesterhavet, klitterne, Fjorden, heden og de bare marker - lader tankerne vandre og giver stof til eftertanke. Et afbræk fra en hverdag og et hjul, der efterhånden ruller hurtigere og hurtigere. Naturen er et naturligt batteri, vi bruger til at lade op. Et besøg på stranden kan give livslange minder.

En tur i skoven fylder lungerne med frisk luft, og kroppen bliver dejlig træt. Langs kysten, omkring Fjorden og indimellem midt og vest findes der aktiviteter, seværdigheder og steder, hvor du kan komme tæt på områdets natur. Så du kan lade dine batterier op – naturligvis.

Vi har sammensat 8 simple Vesterhavsbud, der fortæller, hvordan du kan være med til at passe godt på vores miljø og natur, når du besøger destinationen Visit Vesterhavet. Se også bud på ansvarligt ophold i naturen.

Naturerlebnisse an der Nordseeküste
Foto: Thomas Høyrup Christensen

Opdag naturen – lige udenfor

Grønt og frodigt, lyst og levende. Her på vestkysten og ved Fjorden er naturen én af de største hovedattraktioner. Noget vi er meget stolte af. Faktisk kan vi (næsten) med garanti sige, at hvor end I befinder jer - så er der gode naturoplevelser lige udenfor jeres hoveddør. Netop her i det vestjyske er der et væld af naturoplevelser for både børn og voksne – hele året rundt.

En god måde at opdage naturen på er at gå på opdagelse i det, der er lige udenfor. Lad bilen stå og tag de gode vandrestøvler på. Smør madpakken og slå jer ned i engen, plantagen eller skoven. Sug de naturrige oplevelser ind og lad dem vokse på ny hver gang I besøger stederne.

Et af de steder, hvor I kan opleve naturen på tæt hold og samtidig få en oplevelse som familie, er hos WOW Park. Her kan I lege i trækronerne og svinge jer fra gren til gren.

Naturkraft er et unikt sted, hvor forbindelsen mellem naturen og mennesker udforskes gennem leg, læring og workshops. Her kan I lære om naturens kræfter og fænomener som ild, vand, land og vind. I får et indblik i naturens kompleksitet og skønhed og kan lære mere om naturen og vores forhold til den.

Hos Enemærkets Hostahave kan I opleve intet mindre end 1700 forskellige hostaer. Stedet ligger lige udenfor Ringkøbing, og her kan I nyde jeres medbragte kaffe og madpakker i en duft af skov og blomster. Ønsker I en guidet tur med en naturformidler, der kender de sydvestjyske vidder som sin egen bukselomme, så er Merete Vigen et favoritvalg. Merete har tryllebundet sit publikum i mere end 15 år og kender alle de gode steder og skjulte fortællinger i og om området.

De skjulte skatte ved Vesterhavet

Nok er Danmark kendt for sit flade landskab, men for dem, der ønsker at opleve særlige naturområder og forskellige økosystemer, er landet – og især området ved Vesterhavet – noget ganske særligt. Her kan I vandre i enge, plantager og parker. De naturskønne områder har stier, observationstårne og guidede ture, der giver jer mulighed for at udforske og opleve naturen.

Tag afsted og opdag Bagges Dæmning, der indtil 2016 havde ligget hen i 150 år. Her kan I opdage det nordlige område af Ringkøbing Fjord via cykel- og gangstier og broer. For dem, der er ægte fugleinteresserede, er det et must at besøge Tipperne, der er et vigtigt yngle-, føde- og hvileområde for svømme- og vadefugle.

De tilsandede Ege har navnet efter den skov af egetræer, der står i Kærgård Plantage, og som med tiden er blevet dækket til af flyvesand. Her er der afmærkede stier, så I kan gå på opdagelse og finde gode gemmesteder. At passe på naturområderne er en fælles opgave, og som besøgende kan I være med ved at følge de lokale regler og vise hensyn til naturen.

Gå til ro midt i naturen

Efter vandreturene, turen på surfboardet, den friske luft og de mange sanselige, naturlige indtryk, er det godt med en blød seng, et lokalt måltid mad og et varmt bad. Langs vestkysten og omkring Ringkøbing Fjord finder I mange hoteller, feriecentre og campingpladser at vælge imellem.

Hos DriveThru i Hvide Sande er en 200 år gammel Klitsgård nu omdannet til Bed & Breakfast. Her kan I overnatte i den charmerende stråtækt gård, hvor der udenfor er tøndesauna, bålplads, og indenfor finder I sovepladser til 20 gæster, en hyggelig pejsestue og yogarum. Længere sydpå ved Henne Strand Camping bor I side om side med klitterne og få meter fra vandet. Faktisk kan I sikkert høre bølgeskulp om aftenen og et besøg på den hvide sandstrand er et must – også om vinteren.

Bo tæt på naturen og se klitterne, naturen og årstidernes skifte på tæt hold. Hør vandet og en susende vestenvind hvor end I befinder jer. Ved Fjorden er der mere læ, men her er naturen lige så smuk. Et feriehus er et oplagt valg som familie, og der er et væld af smukke, naturskønne steder at vælge imellem. Overnat i et feriehus; Feriepartner og Esmark sørger for gode rammer, en hyggelig og god base til jeres ferie. Har I jeres firbenede ven med, er der et utal af overnatningssteder med hund, hvor vand- og madskålen allerede er sat frem.

Hvis feriehuset eller hytten bliver for trang og I har brug for åbne vidder og en blå loftshimmel, så findes der mange steder ved kysten og omkring Fjorden, hvor I kan overnatte i shelters. Pak soveposen, kogegrejet og fald i søvn til fuglesang og den gnistrende lyd fra bålet. Ofte er det ikke muligt at booke pladserne, men der findes et væld af fine lokationer, så I er (næsten) sikret at finde et spot - helt for jer selv. Husk altid at tage hensyn til andre og rydde op efter jer selv, og hvis I har hunden med, skal den være i snor.

Smag på Vesterhavet

Langs Vesterhavet og ved Fjorden finder I restauranter, caféer, gårdbutikker og lokale producenter, hvor I kan gå på opdagelse i områdets mad og specialiteter.

Her kan I blandt andet smage lokale råvarer og regionale specialiteter eller besøge gårdbutikker og producenter rundt omkring i området. Nogle steder finder I også økologiske fødevarer.

Gå på opdagelse i områdets spisesteder, gårdbutikker og lokale producenter, og find inspiration til, hvor turen skal gå hen.

Shopping og lokale oplevelser

Ved Vesterhavet finder I forskellige muligheder for shopping og lokale oplevelser. Gå på opdagelse i genbrugsbutikker, lokale produkter og specialbutikker, eller find aktiviteter, hvor I selv kan være med.

Det kan være en hyggelig måde at opleve området på og måske finde et særligt minde at tage med hjem.

Se et udvalg af butikker og oplevelser nedenfor.

Naturprojekter og frivilligt arbejde
Hedepleje-Dejbjerg-Sarah Rønholt-VisitVesterhavet

Naturprojekter og frivilligt arbejde

© Visit VesterhavetFoto: Sarah Rønholt