Vindere af årets priser til Destination Vesterhavets turismekonference

Fjordgaarden, Local Food og omhu: hædret med turismepriser

29.11.2023
Foto: VisitVesterhavet

Destination Vesterhavet har uddelt årets turismepriser 2023. Fjordgaarden tog Årets Turismepris hjem. Årets Turismeiværksætter gik til Local Food, og omhu: fik Årets Turisme Bæredygtighedspris.

Turisternes ferieoplevelser bæres i høj grad af deres møde med de mennesker og virksomheder, der står i første række til gæsterne. Den indsats, de yder, gør en kæmpe forskel for turismen ved Vesterhavet, og det skal anerkendes. Det er tanken bag de turismepriser, som Destination Vesterhavet for andet år har uddelt til tre markante lokalprofiler.

Således blev Fjordgaarden i Ringkøbing tildelt hovedprisen Årets Turismepris, Årets Turismeiværksætter gik til Local Food i Nymindegab, mens omhu: i Hvide Sande blev hædret med Årets Turisme Bæredygtighedspris.
”De tre prismodtagere er stærke beviser på, hvordan lokale initiativer og virksomheder understøtter udviklingen af bæredygtig helårsturisme i Destination Vesterhavet. Naturen er et stort trækplaster, og alle tre virksomheder formår at formidle vores naturfortælling på forskellig vis. Samtidig er de innovative og dygtige til at skabe nye oplevelser, der løfter kvaliteten i vores turismeprodukt og tiltrækker nye målgrupper hele året rundt,” siger Lisbeth Valther, som er bestyrelsesformand i Destination Vesterhavet.

Fjordgaarden blev hædret med Årets Turismepris, fordi de har gennemgået en helhedstransformation, hvor det er lykkedes at favne både business- og feriegæster og gøre hotellet til en helårsattraktion. De har i den grad demonstreret, hvordan man på strategisk og innovativ vis formår at følge med tiden og udvikle sine oplevelser, så de tapper direkte ind i strategien for helårsturisme i Destination Vesterhavet. Hotellet har netop fuldendt en ambitiøs genfødsel, der har givet hotellet et imponerende kvalitetsmæssigt og bæredygtigt løft.

Local Food vandt Årets Turisme Iværksætterpris, fordi de har skabt et koncept, der tager afsæt i det lokale spisekammer, og som taler ind i destinationens indsats med at øge kendskabet til lokale fødevareproducenter. Local Food’s klare ambition er at sætte de mindre lokale produkter på landkortet og åbne flere turister og lokales øjne for de små gårdbutikker og producenter, hvor de kan få en helt særlig (smags) oplevelse.

OMHU: løb med Årets Turisme Bæredygtighedspris, fordi de har en stærk fortælling og arbejder med bæredygtighed i sin reneste form. De sætter fokus på genanvendelse på en ikke-moraliserende måde, der giver både turister og lokale nye indsigter. De har skabt en kommerciel, populær og unik gæsteoplevelse, der samtidigt formidler bæredygtighed på en let forståelig måde for alle aldre. De er et kerneeksempel på en bæredygtighedsprofil, der er dybt forankret i lokalområdet og tager afsæt i den stedbundne historie.

Priserne blev uddelt på Destination Vesterhavets turismekonference på Arnbjerg Pavillonen i Varde den 28. november 2022. Med Årets Turismepris fulgte 25.000 kroner, som Fjordgaarden skal donere til et godt formål inden for turisme, mens prisvinderen af Årets Iværksætterpris blev belønnet med et 1-1 rådgivningsforløb inden for forretningsudvikling og 10.000 kroner til vinderen Local Food. Årets Turisme Bæredygtighedspris tog 10.000 kroner med hjem, som omhu: skal donere til et godt formål inden for turisme samt muligheden for et tilskud på en værdi af 30.000 kr. til yderligere bæredygtig omstilling af virksomheden.

Dommerkomitéen bestod af:

- Mads Schreiner, Markedschef Visit Denmark i Hamborg
- Lars Ramme Nielsen, Branchedirektør Dansk Erhverv
- Mads Sørensen, borgmester Varde Kommune
- Hans Østergaard, borgmester Ringkøbing-Skjern Kommune
- Lisbeth Valther, formand Destination Vesterhavet
- Lene Slaikjær, Indehaver Hvidbjerg Strand Feriepark
- Thomas Hansen, Indehaver Meny Søndervig
- Finn Erik Kristiansen, Direktør Pro Varde
- Lykke Høj Nielsen, Direktør Ringkøbing-Skjern Erhvervsråd

For yderligere information kontakt venligst Tina Baungaard-Jensen hos Destination Vesterhavets kommunikationsbureau, By Baungaard, på +45 41 28 10 01 eller tina@bybaungaard.com

Om Destination Vesterhavet Destination Vesterhavet varetager turismeerhvervsudviklingen på vegne af Varde og Ringkøbing-Skjern kommuner samt markedsføringen af Vesterhavet som et attraktivt rejsemål. Det er Destination Vesterhavets ambition at skabe Nordeuropas førende kystferiedestination – baseret på bæredygtig udvikling af turismen med fokus på kvalitet, gæstetilfredshed og omsætning til gavn for både erhverv og indbyggere i de to kommuner. Destinationens udviklingsprojekter støttes af Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse.