Ringkøbings idyl giver et godt afsæt for denne rute, selvom temaet er 2. Verdenskrig.
På Ringkøbing Museum kan du, inden du begiver dig ud på turen, dykke ned i Vestjyllands historie og komme tæt på fortællingen om, hvordan Anden Verdenskrig udviklede sig langs vestkysten. Oplev blandt andet udstillingen ”Flyvere i natten” med historier om hvordan 2. Verdenskrig blev udkæmpet i luften. Eller udstillingen ”Hvad bunkeren gemte” hvor den tyske soldat Gerhard Saalfeld beretter om sine oplevelser fra bunkerne ved Vestkysten - inden du selv skal ud at opleve stederne.
Første del af turen tager dig langs Ringkøbing Fjord på en af Danmarks ældste cykelstier. Stien blev anlagt i 1920 for at give det bedre borgerskab mulighed for at cykle fra købstaden og ud til den sunde luft i badebyen Søndervig, der i dag emmer af sommerstemning, cafeer og restauranter.
Inden du når helt til Søndervig, ser du måske wind- og kitesurfere ved Kloster Surfspot og lidt efter har du mulighed for at tage en lille ekstratur frem og tilbage på Bagges Dæmning, hvor du får fornemmelsen af at cykle på fjorden.
Efter Søndervig fører ruten dig nordpå til Houvig Fæstningen. Fæstningen var en del af Atlanterhavsvolden og de mange bunkere fortæller tydeligt om, at besættelsesmagten frygtede en invasion fra havet. Den kom aldrig – men mange af bunkerne ligger der endnu og minder om en tid, som var.
Selvom invasionen ikke kom, blev Danmark ofte overfløjet – og bombet – af engelske fly. Et af disse styrtede ned ved Stadil, og du passerer flyvergraven, inden du omtrent midt på ruten ankommer til Kaj Munks Præstegård.
Præstegården er i dag omdannet til et museum, hvor du har mulighed for at gå i fodsporene af digterpræsten Kaj Munk. Kaj Munk talte nazismen og fascismen så meget imod, at det til slut kostede ham livet. På museet kan du få en levende formidling om hans liv, virke og værker.
Fra præstegården går ruten tilbage mod Stadil Fjord, inden den drejer lidt ind i landet og til slut bringer dig tilbage til Ringkøbing.
Som den perfekte afslutning på cykelturen kan du nyde en dejlig forfriskning eller aftensmad på en af Ringkøbings mange spisesteder eller cafeer.
Rigtig god fornøjelse!