Mand står og taler foran publikun

Destination Vesterhavet indstifter tre nye turismepriser

30.9.2022
Foto: Flemming Gernyx

Destination Vesterhavet indstifter tre nye priser for at hylde udvikling, iværksættere og kreativ tænkning inden for turisme. Kandidater søges og kan indstilles frem til den 25. oktober 2022.

Anerkendelse og kontanter skal fremover gives til markante, nytænkende, driftige ildsjæle og erhvervsaktører, som på afgørende vis har bidraget til at udvikle turismen i kommunerne Varde og Ringkøbing-Skjern, der tilsammen udgør Destination Vesterhavet. Ifølge direktøren i turismeudviklingsselskabet ønsker man med priserne at sætte mere fokus på den indsats, som små og store, etablerede samt nye erhvervsaktører og ildsjæle lægger i at give gæsterne gode oplevelser og styrke det samlede turismeprodukt ved Vesterhavet.

”Vi indstifter tre nye turismepriser for at hylde den produktive kreativitet, der er til stede i Destination Vesterhavet. Turismeudvikling er et samspil mellem kultur- og erhvervsaktører, kommuner, ildsjæle og destinationsselskabet, som alle lægger stor energi i at skabe oplevelser og produkter, der er med til at øge gæstetilfredsheden, skabe bæredygtig vækst og sætte Destination Vesterhavet på landkortet”, siger Peer Heldgaard Kristensen, som er direktør i Destination Vesterhavet.

De tre nye priser kan tildeles aktører, som har udmærket sig inden for udvikling og vækst i det lokale turismeerhverv, dynamisk iværksætteri og realiserede gode ideer. Således kan vinderne gå hjem med Årets Turismepris, Årets Turismeiværksætter eller Årets Turismeinitiativ. 

Årets Turismepris 2022 gives til en virksomhed, kulturinstitution eller ildsjæl, der bidrager til udvikling og vækst i det lokale turismeerhverv samt øger innovation og professionalisme med initiativer eller indsatser, der sætter Vesterhavet på landkortet som destination. Med prisen følger 25.000 kroner, som modtageren skal donere til et godt formål inden for turisme.

Årets Iværksætter 2022 tildeles en nyetableret og innovativ iværksættervirksomhed, der er kommet godt fra start, og som vurderes at have potentiale til fortsat udvikling og vækst.

Vinderen belønnes med et 1-1 rådgivningsforløb med en konsulent inden for forretningsudvikling og 10.000 kroner til virksomheden.

Årets Turismeinitiativ 2022 hylder en etableret virksomhed, virksomhedsejer eller forening, der har født en kreativ realiserbar idé, der er blevet en del af virksomhedens produktportefølje eller har medvirket til øget omsætning i virksomheden eller lokalområdet. Med hæderen følger 10.000 kroner, som modtageren skal donere til et godt formål inden for turisme.

De nominerede vil blive vurderet og kåret af en dommerkomité bestående af: Jan Olsen - direktør i VisitDenmark, Mads Sørensen - borgmester i Varde Kommune, Hans Østergaard - Borgmester i Ringkøbing-Skjern Kommune, Jens Hausted - direktør i Dansk-Kyst og Naturturisme, Anders Thusgaard - Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse og erhvervspolitisk direktør i Erhvervsministeriet, Lars Ramme Nielsen, chef for Turisme- og Oplevelser i Dansk Erhverv - Lisbeth Valther - bestyrelsesformand i Destination Vesterhavet og Katrine Kock Frandsen - ejer OM-HU.

Kandidater kan indstilles frem til den 25. oktober, og indstillingen skal indeholde begrundelse og motivation. Priserne uddeles på Destination Vesterhavets turismekonference på FLUGT i Oksbøl den 22. november 2022.

Fakta om turismepriser:

  • Destination indstifter tre nye priser; Årets Turismepris, Årets Turismeiværksætter eller Årets Turismeinitiativ. 
  • Kandidater kan indstilles frem til den 25. oktober 2022
  • Alle indstillinger skal indeholde begrundelse og motivation.
  • Indstillinger skal sendes på rasmus@visitvesterhavet.dk til Rasmus Sømod, som er chef for partnerskaber i Destination Vesterhavet.
  • En iværksætter defineres som en virksomhed med dansk CVR-nummer, der er registreret efter 1. juni 2016 eller en privatperson med en forretningsidé, der endnu ikke har registreret et CVR-nummer, men som er etableret og har en virksomhedsomsætning.
  • Priserne uddeles på Destination Vesterhavets turismekonference på FLUGT i Oksbøl den 22. november 2022.
     

Læs mere på https://www.visitvesterhavet.dk/erhvervsportal/medlemmer/turismepriser-2022  

For yderligere information kontakt venligst Tina Baungaard-Jensen hos Destination Vesterhavets kommunikationsbureau, By Baungaard, på +45 41 28 10 01 eller tina@bybaungaard.com

Om Destination Vesterhavet

Destination Vesterhavet varetager turismeerhvervsudviklingen på vegne af Varde og Ringkøbing-Skjern kommuner samt markedsføringen af Vesterhavet som et attraktivt rejsemål. Det er Destination Vesterhavets ambition at skabe Nordeuropas førende kystferiedestination – baseret på bæredygtig udvikling af turismen med fokus på kvalitet, gæstetilfredshed og omsætning til gavn for både erhverv og indbyggere i de to kommuner. Destinationens udviklingsprojekter støttes af Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse. Vesterhavet var den mest besøgte turistdestination i Danmark i 2021.