19. feb. 2026
Destination Vesterhavet fastholder stærkt niveau i 2025 – og stor stigning i december overnatninger
Destination Vesterhavet registrerede i 2025 i alt 10.759.426 overnatninger, hvilket er en stigning på 1,18 procent sammenlignet med året før. Udviklingen viser, at Vestkysten fortsat står stærkt som en af Danmarks førende kystdestinationer.

Stærk december med bred fremgang
December markerede sig som årets mest markante måned med en vækst på 7,8 procent – svarende til 32.821 flere overnatninger end i december 2024. Alle overnatningsformer bidrog til fremgangen, hvilket understøtter den tydelige bevægelse mod mere helårsturisme.
Camping i rivende udvikling
Campingovernatningerne steg med 4,2 procent i 2025. Investeringer i kvalitet, faciliteter og helårsprodukter har givet camping et markant løft og gjort produktet endnu mere attraktivt for både danske og internationale gæster.
Stabilt feriehusmarked
Feriehusene er fortsat den største overnatningsform i destinationen med 8.125.142 overnatninger. Udviklingen er stort set stabil og klarer sig betydeligt bedre end den nationale tendens.
Høj gæstetilfredshed
Destinationens seneste gæsteanalyse viser, at 96 procent af gæsterne er tilfredse eller meget tilfredse med deres ophold ved Vestkysten.
“Vesthavet er stadig i god udvikling og fortsætter med stabil fremgang. Det kræver fortsat fokus og udvikling at fastholde gæsterne – også i en tid hvor konkurrencen fra udlandet er stærk,” siger Majken Graver, direktør for Destination Vesterhavet.
