Gå til indhold
Turistmagneten Vesterhavet lander nyt rekordår

Turistmagneten Vesterhavet lander nyt rekordår

Foto: Mikkel Heriba


Antallet af gæster ved Vesterhavet inden for årets første ti måneder overstiger allerede rekordåret 2019. Samtidig er Destination Vesterhavet den største magnet for internationale gæster i Danmark.

Rekordmange turister har fået vind i håret ved Vesterhavet i 2022. Allerede inden året rinder ud, kan Destination Vesterhavet konstatere, at det bliver det bedste år nogensinde, når man tæller i kommercielle overnatninger. Tallene for januar til og med oktober viser, at destinationen har rundet 9.751.431 overnatninger i årets første ti måneder. Således overhaler destinationen 2019-rekorden, hvor det samlede antal overnatninger for hele året landede på 8.687.000. Peer H. Kristensen, som er direktør i Destination Vesterhavet, mener, at årsagen bunder i en stigende interesse for kyst- og naturferie, fastholdelse af de tyske gæster og udvidelse af sæsonen.

”Gæsterne er blevet bevidste om, at Vestkysten er langt mere end en sommerdestination. Naturen trækker uanset temperaturer og vejrforhold, og oplevelsespaletten er vokset med gourmetoplevelser, badeland og nye stærke museer. Mange butikker og restauranter holder åbent næsten hele året rundt. Det har stor betydning for at udvide sæsonen og tiltrække tyskere i vinter- og forårsmånederne”, siger Peer Heldgaard Kristensen, som er direktør i Destination Vesterhavet.

Gæsterne fordeler sig næsten ligeligt over de to kommuner Varde og Ringkøbing-Skjern, der dækker Destination Vesterhavet. 5.092.638 gæster lagde sig på puden i Varde Kommune, mens 4.658.792 gæster overnattede i Ringkøbing-Skjern Kommune. Det gør Varde til Danmarks næststørste turismekommune, mens Ringkøbing-Skjern lægger sig på tredjepladsen. Førstepladsen går til hovedstadskommunen.


Vesterhavet er katalysator for væksten i internationale turister

De internationale turister har i stor stil besøgt Destination Vesterhavet, der er det turismeområde i Danmark med flest internationale besøgende i perioden fra januar til oktober. Mens 5.185.200 udenlandske gæster nød en storbyferie i København, lokkede vestkystnaturen 7.823.100 internationale gæster til Destination Vesterhavet. Således udgør de udenlandske gæster over 80 procent af gæsterne ved Vesterhavet. Det er i særdeleshed tyskere, som trækker statistikken op med hele 7.310.300 overnatninger.

Samlet set har Destination Vesterhavet oplevet en vækst på 1,29 millioner internationale overnatninger siden 2019, hvor Vesterhavet allerede lå øverst på turisternes popularitetsbarometer over alle danske destinationer. Med 63 procent af væksten i det samlede antal internationale overnatninger i Danmark er Destination Vesterhavet katalysator nummer 1 for tiltrækning af udenlandske gæster.

De knapt ti millioner kommercielle overnatninger betyder, at Destination Vesterhavet allerede har oversteget turismeselskabets vækstmål for 2025, der lyder på 9,8 millioner overnatninger. Hvorvidt den samlede turismeomsætning er fulgt med i samme tempo, vil de økonomiske rapporter vise senere hen, fortæller Peer H. Kristensen.

”Det er meget tilfredsstillende, at vi er lykkedes med at tiltrække flere turister til Vesterhavet. Turismen er et bærende erhverv, der skaber flere arbejdspladser og omsætning i den lokale detailhandel. Det er med til at gøre lokalmiljøet mere levende og attraktivt både at besøge og leve i hele året rundt. Turismens samlede økonomiske værdi i 2022 gør vi op i det nye år”, siger Peer H. Kristensen.

Wonderful Copenhagen er med 10.189.600 kommercielle overnatninger den destination med flest besøgende i årets første ti måneder. Et mulehår efter ligger Destination Vesterhavet med 9.751.400 overnatninger, mens Destination Nordvestkysten med 6.160.700 overnatninger er det tredje mest besøgte ferieområde i Danmark.

For yderligere information kontakt venligst Tina Baungaard-Jensen hos Destination Vesterhavets kommunikationsbureau, By Baungaard, på +45 41 28 10 01 eller tina@bybaungaard.com

 

Om Destination Vesterhavet

Destination Vesterhavet varetager turismeerhvervsudviklingen på vegne af Varde og Ringkøbing-Skjern kommuner samt markedsføringen af Vesterhavet som et attraktivt rejsemål. Det er Destination Vesterhavets ambition at skabe Nordeuropas førende kystferiedestination – baseret på bæredygtig udvikling af turismen med fokus på kvalitet, gæstetilfredshed og omsætning til gavn for både erhverv og indbyggere i de to kommuner. Destinationens udviklingsprojekter støttes af Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse. Vesterhavet var den mest besøgte turistdestination i Danmark i 2021.

Social Media: