Flest turister besøgte Destination Vesterhavet i 2021

11.2.2022
Foto: Jesper Rais

Vesterhavet blev den mest besøgte destination i Danmark i 2021 trods stort tab af internationale gæster. Destination Vesterhavet ligger således blot to procent under rekordåret i 2019.

Med hele træskolængder foran andre danske rejsemål blev Destination Vesterhavet det mest besøgte ferieområde i Danmark i 2021. Godt 8,5 millioner kommercielle overnatninger fandt sted i Varde og Ringkøbing-Skjern kommuner, og det var blot 161.437 færre opredninger, end Destination Vesterhavet stod for i rekordåret 2019. Årsagen til, at destinationen har kunnet holde momentum under pandemien, skal findes i, at mange danskere lagde størstedelen af ferien i hjemlandet. Det er særdeles positivt på den korte bane, men også et rødt flag på den lange bane, mener direktøren for Destination Vesterhavet, Peer H. Kristensen.

”Vi er meget glade for, at de danske gæster i stor stil har søgt mod Vestkysten, og det har holdt gang i turismehjulene. Heldigvis fik vi godt fat i de tyske gæster i efteråret, og det får os i mål. I 2022 må vi dog forvente, at mange danskere igen vil rejse udenlands, og det stiller store krav til den internationale markedsføring af Danmark. Vi skal sikre, at de udenlandske gæster vælger at holde ferie på danske destinationer, og at tyskerne rejser nordpå. Der bliver kamp om turisterne, og derfor skal der lægges en massiv markedsføringsindsats både med nationalt og lokalt afsæt”, siger Peer H. Kristensen.

Grænselukningen i 2021 ramte særligt hårdt på Vestkysten, og i første halvdel af 2021 var udeblivelsen af de internationale turister markant. I forsommeren skruede Destination Vesterhavet op for markedsføringen på det tyske marked for at indhente de mange tusinder tabte overnatninger, og det gav bonus i efterårs- og vintermånederne.

På trods af en tilbagegang på 1.748.016 internationale overnatninger i forhold til 2019 er Destination Vesterhavet således fortsat det ferieområde i Danmark med flest internationale besøgende i 2021.  Varde topper listen med 2.676.738 udenlandske gæster og er dermed den kommune i Danmark med flest internationale overnatninger. Ringkøbing-Skjern Kommune følger lige efter med 2.577.665 internationale overnatninger. Samlet set besøgte 5.254.403 udenlandske gæster Destination Vesterhavet, og derved tjekkede flere end 3 millioner udenlandske gæster ind vestpå end i København, som havde godt 1,8 millioner internationale gæster.

”De internationale gæster er vigtige for hele landet og ikke kun for storbyerne. Vi arbejder med at sprede turismen ud over alle måneder, så vi kan opretholde et levende samfund og skabe helårsarbejdspladser, og her har indtægterne fra de udenlandske turister stor betydning. Tyskerne kommer gerne uden for højsæsonen, og omsætningen medvirker til, at vi har et rigt handelsliv, en blomsterende restaurantscene og et spændende kulturudbud, som sammenholdt med vores fantastiske natur, gør destinationen til et attraktivt sted at besøge og ikke mindst at bo hele året rundt”, siger Peer H. Kristensen.

Varde er med 4.597.306 kommercielle overnatninger Danmarks næststørste turismekommune efter Københavns Kommune, som havde 4.631.906 overnatninger i 2021. Ringkøbing-Skjern Kommune tjekker ind som den tredjestørste kommune med 3.928.200 overnatninger.

Destination Vesterhavet blev med 8.525.506 kommercielle overnatninger i 2021 målt til Danmarks største turismedestination. På andenpladsen ligger Wonderful Copenhagen med 6.391.136 overnatninger, mens Destination Nordvestkysten med 6.178.945 overnatninger er det tredje mest besøgte ferieområde i Danmark.

For yderligere information kontakt venligst Tina Baungaard-Jensen hos Destination Vesterhavets kommunikationsbureau, By Baungaard, på +45 41 28 10 01 eller tina@bybaungaard.com

Om Destination Vesterhavet

Destination Vesterhavet er det officielle destinationsselskab for det geografiske område, der dækker Ringkøbing-Skjern og Varde kommuner, og har til formål at medvirke til at udvikle destinationen og turismen samt markedsføre Vesterhavet som et attraktivt rejsemål. Det er Destination Vesterhavets ambition at skabe Nordeuropas førende kystferiedestination – baseret på bæredygtig udvikling af turismen med fokus på kvalitet, gæstetilfredshed og omsætning til gavn for både erhverv og indbyggere i de to kommuner Varde og Ringkøbing-Skjern. Vesterhavet var den mest besøgte turistdestination i Danmark i 2020.