Kommende Direktør for Destination Vesterhavet Peer Heldgaard Kristensen

Erfaren direktør skal stå i spidsen for Destination Vesterhavet

29.1.2021
Foto: Destination Vesterhavet

Det bliver en erfaren direktør, der den 1. april sætter sig i førersædet for en af Danmarks største destinationer. Peer Heldgaard Kristensen er efter en lang proces nu blevet valgt til direktør for Destination Vesterhavet.  

Retningen er klar for destination Vesterhavet: Der skal fokus på bæredygtighed, kvalitetsoplevelser og øget døgnforbrug. De mange millioner gæster, som hvert år besøger Vesterhavet kan godt glæde sig: Vesterhavet byder på både stærke naturoplevelser, gribende lokalhistorie, fascinerende kultur- og naturattraktioner, smagfulde lokale fødevarer og gastronomi i høj klasse. Og det skal markedsføres og formidles både nationalt og internationalt.  

Den opgave stiller høje krav til direktøren! Bestyrelsen har derfor gennem de seneste måneder arbejdet benhårdt på at finde den helt rigtige kandidat og valget er nu faldet på den nuværende direktør for Aarhus Airport, Peer Heldgaard Kristensen.  

Peer er tidligere direktør for VisitAarhus, hvor han i 7 år netop arbejdede systematisk med at hæve kvalitet, omsætning og døgnforbrug gennem en international vækststrategi med udgangspunkt i regionale og lokale styrkepositioner. 

I samme periode var han også formand for Danske Destinationer, hvor han blandt arbejdede med hele strategien omkring den ny lov om erhvervsfremme med større og stærkere destinationsselskaber. Peer har herudover en lang karriere som direktør og marketingchef indenfor turisme og oplevelsesøkonomi med i bagagen. Kendetegnende for hans karriere er skabelsen af stærke resultater drevet af visionære mål.  

”Ønsket var at finde en direktør med passion for Vesterhavet og turismeudvikling og som både har erfaringen og kompetencen til at realisere vores ambition om Vesterhavet som Nordeuropas førende kystferiedestination målt på gæstetilfredshed og døgnforbrug – og det har vi opnået med valget af Peer”, siger Lisbeth Valther, bestyrelsesformand i Destination Vesterhavet. ”Vi glæder os i den grad til samarbejdet og til at introducere Peer til alle vores engagerede medlemmer”. 

Chefen for Turisme og Oplevelsesøkonomi i Dansk Erhverv, Lars Ramme Nielsen, og medlem af bestyrelsen i Destinationen supplerer: ” Peer er en sværvægter i turismekredse og er bredt respekteret for sin store viden, erfaring og resultater. Det er en kæmpe fordel at få ham med ombord i Destination Vesterhavet – både i forhold til udvikling af turismen lokalt og i relation til det organisatoriske arbejde nationalt i turismen.” 

Destination Vesterhavet blev i 2020 den største destination målt på antal overnatninger med mere end 7,5 millioner overnatninger, selv om Covid-19 også satte sit præg på forår og vinter. Men rejserestriktionerne medførte også at rigtigt mange danskere genfandt Vesterhavet – en stigning på 50% i antallet af danske overnatninger. 

”Vesterhavet har et bæredygtigt tilbud med fokus på natur og lokale autentiske oplevelser, som passer rigtigt godt til danskerne. Vi glæder os dog også til at få tyskerne tilbage til foråret. Det tyske marked er væsentligt større og deres ferie falder på andre tidspunkter end danskernes, så de 2 nationaliteter supplerer hinanden godt”, siger Lisbeth Valther. 

Peer Heldgard Kristensen siger selv om den nye udfordring: ”Det bliver fantastisk spændende at være med til at realisere ambitionen om at skabe Nordeuropas førende kystferiedestination – baseret på bæredygtig udvikling af turismen med fokus på kvalitet, gæstetilfredshed og omsætning til gavn for både erhverv og indbyggere i de 2 kommuner. Jeg kender heldigvis Vesterhavet godt fra mit sommerhus i Hvide Sande og glæder mig helt vildt til at komme i gang.” 

Den nye direktør tiltræder senest 1. april 2021.