Gå til indhold
Vesterhavet

Turismen sætter tydelige økonomiske fodtryk ved Vesterhavet

Foto: Mikkel Heriba


Corona satte sorte streger under turismens økonomiske betydning ved Vesterhavet. En ny rapport viser, at alene fra 2019 til 2020 dykkede turismeindtægterne med en halv milliard kroner.

Samfundsudfordringer kan give særdeles store udsving inden for turisme og påvirke beskæftigelsen, kommuneindtægter og erhvervslivets omsætning i lokalområderne. Det viser en ny rapport, der er udarbejdet af VisitDenmark. Turismens økonomiske betydning i Destination Vesterhavet 2020, som er titlen på rapporten, kommer rundt om turismens fodtryk på lokalområdet og kortlægger turismeforbruget, antal arbejdspladser, værditilvækst samt flere samfundsøkonomiske effekter for Destination Vesterhavet og for de to kommuner Varde og Ringkøbing-Skjern, der dækker Destination Vesterhavet. Og der var fald over hele linjen fra 2019 til 2020. Antallet af gæster i Destination Vesterhavet gik i 2020 ned med over 1 million, hvilket betød et væsentligt tab i helårsarbejdspladser.

”Den nye rapport dækker det første corona år og er en kolossal øjenåbner, for den værdi turismen har i Varde og Ringkøbing-Skjern kommuner. I 2020 forsvandt der mere end 500 helårsstillinger, og det kan mærkes i et lokalområde, hvor turismen står for op mod 20 procent af arbejdsmarkedet. Det er en stærk indikator for, at vi skal dyrke vores turismeudvikling for at værne om vores lokalsamfund”, siger Peer Heldgaard Kristensen, som er direktør i Destination Vesterhavet.

Fra 2019 til 2020 faldt det samlede turismeforbrug i Destination Vesterhavet med 478 millioner kroner fra 8,1 milliard til 7,7 milliard kroner. Turismeforbruget i Destination Vesterhavet udgjorde i 2020 samlet set 5,3 procent af områdets samlede udbud af varer og tjenesteydelser, hvor turisterne brugte flest penge i detailhandlen på føde- og drikkevarer, tobak, benzin og andet brændstof samt restaurantbesøg. Samtidig bidrog turismen til vækst i en række brancher. Således stammede 17 procent af den turismeafledte værditilvækst i kommunerne fra selve turisterhvervet, 23 procent kommer fra detailhandlen, mens resten kan henføres til ”andre brancher” som ejendomsmæglere, bolig-/husleje og erhvervsservice i forbindelse med feriehus- og biludlejning.

Det var især de tyske gæster, som måtte droppe et besøg ved Vesterhavet i 2020, men allerede i 2021, hvor grænserne genåbnede steg turismeforbruget i 2021 til 8,94 milliarder kroner. Selvom turismen hurtigt blev genoprettet, og tallene tegner meget positive for 2022, så skal der tænkes i rettidig omhu for at bevare og udvikle de effekter, som turismen skaber i lokalområdet, mener direktøren.

”Vi mærker allerede en lille afmatning fra det tyske marked på grund af inflation og stigende priser, og vi skal være tydeligt til stede rent markedsføringsmæssigt på det tyske marked, så vi holder fast i vores kernemålgruppe. Samtidig må vi indse, at manglen på attraktiv overnatningskapacitet bliver en barriere for vækst på Vestkysten.

Et øget udbud af 
overnatningskapacitet og oplevelser af høj kvalitet er en forudsætning for at tiltrække flere højtforbrugende turister og gøre det mere fristende at besøge Vestkysten og derved bidrage til økonomisk aktivitet og et levedygtigt lokalsamfund”, siger Peer Heldgaard Kristensen.

Turismeforbruget i Destination Vesterhavet i 2020 svarer til 17 procent af det samlede turismeforbrug i Region Syddanmark og Region Midtjylland.

For yderligere information kontakt venligst Tina Baungaard-Jensen hos Destination Vesterhavets kommunikationsbureau, By Baungaard, på +45 41 28 10 01 eller tina@bybaungaard.com


Om Destination Vesterhavet

Destination Vesterhavet varetager turismeerhvervsudviklingen på vegne af Varde og Ringkøbing-Skjern kommuner samt markedsføringen af Vesterhavet som et attraktivt rejsemål. Det er Destination Vesterhavets ambition at skabe Nordeuropas førende kystferiedestination – baseret på bæredygtig udvikling af turismen med fokus på kvalitet, gæstetilfredshed og omsætning til gavn for både erhverv og indbyggere i de to kommuner. Destinationens udviklingsprojekter støttes af Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse. Vesterhavet var den mest besøgte turistdestination i Danmark i 2021.

Social Media: