Gå til indhold
©  Foto:

Gulddalslund Plantage

Gulddalslund Plantage ved Skovlund er det vi kalder for en lokal perle. Et sted udpeget af lokale som noget ganske særligt. Informationer om lokale perler er ofte sparsomme. De er lokale. De er perler. Anbefalet af andre. De skal opdages og ikke mindst opleves.

Sådan er det også med Gulddalslund Plantage, der ligger 4 km nord for Skovlund. Nyd din medbragte kaffe eller en håndmad ved ”Børges sø”, hvor du også vil finde en stor og indbydende bålhytte med plads til 16 personer.

I skoven er der et rigt dyreliv, så du kommer helt tæt på naturen, når du går turen på de 6 kilometer, der snor sig rundt i den unge plantage.

Gulddalslund Plantage støder op til den fredede Ålling Sø. Ålling Sø er privat, men man må gerne gå rundt om søen på den anlagte sti, der er lige knap to kilometer. Her er et rigt fugleliv, som kan iagttages fra et fugletårn på østsiden af søen. I perioden fra september til januar kan du sågar være så heldig at se ”sort sol”, når fugleflokke samler sig i fantastiske formationer for herefter at finde ro for natten.