Rav - Nordens Guld

Rav - Nordens guld

Foto: Niclas Jessen

En poleret ravklump kan fange og lege med solens gyldne stråler som intet andet. Når du holder stykket op mod lyset og vender og drejer det, befinder du dig allerede på en af de skønne, brede sandstrande ved vesterhavet.

I Danmark har vi ingen fine diamanter og rubiner gemt dybt under jorden. Til gengæld har vi ”Nordens guld”, som gemmer sig dybt nede i havet, og som under kraftige efterårsstorme hvirvles op og ender på strandene langs Vestkysten. 

En myteomspundet "guldklump"

Indtil middelalderen var rav en særdeles eftertragtet handelsvare over det meste af verden, og danske handelsfolk havde nogle af de fineste stykker, som var skyllet i land ved Vesterhavet. Ravet er blevet brugt til at lave perler og andre smykker af, og også til forarbejdning af smukke figurer, æsker, amuletter og små gudebilleder. 

Grækerne tillagde ravet overnaturlige egenskaber og kaldte det ”gudernes tårer”, romerne brugte det som sandhedsserum, og herhjemme har det også været anset for helende og brugt imod forskellige sygdomme.

I virkeligheden stammer rav fra harpiks, som er kommet ud af nogle særlige nåletræer for måske 50 eller 100 millioner år siden.

Hvor finder jeg rav?

Danmark ligger i et område med meget fint rav. Men for at finde det, skal man vide lidt om ravjagt.

For det første er det bedst at gå på ravjagt efter en kraftig storm, lige når havet er faldet til ro igen, og typisk om efteråret eller vinteren. Ravet ligger da ofte gemt i de mørke, langstrakte bunker af tangrester, havsvampe og træstykker, der er skyllet ind på stranden. At lede efter rav er en passion for mange gæster langs Vesterhavet - men kan også være en fornøjelig leg for børn i alle aldre.

Hvordan kan jeg vide, at det er rav?

  • Rav er lettere end sten. Hvis du sammenligner vægten af dit fund med vægten af en sten af samme størrelse, er forskellen tydelig.
  • Rav har en blødere lyd end sten. Det kan du høre, hvis du prøver at slå begge dele forsigtigt mod tænderne.
  • Hvis du kradser i et stykke rav med en negl eller kniv, bliver farven tydeligere.

Rav i fjorden

Ikke mange ved det, men man kan også være heldig at finde rav ved fjorden. Især i området ved Hemmet, Skuldbøl og Skaven Strand på østsiden af fjorden kan man finde de gyldne forhistoriske klumper. Tidligere sognepræst ved Helligåndskirken i Hvide Sande, Thomas Kristensen, har skrevet en bog om at finde rav i netop det område. Bogen er udkommet på både dansk og tysk.

Vidste du at...Tirpitz har en stor og flot udstilling om rav. Kom helt tæt på nogle af de allerflotteste og mest fascinerende ravfund i Danmark.

Ravture og udstillinger

Herunder finder du en oversigt over steder, hvor du enten kan kigge nærmere på rav i en udstilling, komme med på ravtur eller selv arbejde med det.