Visitvesterhavet

Ny regering - og tillykke til vores nye minister og ordførere

Med den nye regering har Danmark fået et nyt ministerhold - og turismen har fået en ny minister.

Signe Munk
Foto: Marie Hald

Det er Signe Munk (SF), der fra 3. juni 2026 er udnævnt som by-, land- og transportminister og dermed overtager ansvaret for turismen fra Morten Dahlin. By-, Land- og Kirkeministeriet er nedlagt, og ressortområdet er rykket over i det nye By-, Land- og Transportministerium.

Vi ønsker Signe Munk velkommen i stolen og ser frem til samarbejdet.

Hvem er hun?

Signe Munk er 36 år, uddannet sygeplejerske med en bachelor i statskundskab fra Aarhus Universitet. Hun har siddet i Folketinget siden 2019, valgt i Vestjyllands Storkreds, og har senest været SF's politiske ordfører og klimaordfører. Hun bor på Fur i Limfjorden og beskriver sig selv som naturelsker med rødder i provinsen - en profil, der kender og elsker landdisktrikterne. Faktisk den eneste minister bosiddende i Jylland.

Ingen turismeordfører — men by-, land- og transportordførere

Det er værd at bemærke, at regeringspartierne ikke har valgt dedikerede turismeordførere. I stedet er det by-, land- og transportordførerne, der varetager vores felt. Det afspejler, hvordan turisme tænkes politisk i denne konstellation: primært som en løftestang for udviklingen af hele landet - og dermed som et landdistriktsanliggende.

Tillykke til regeringspartiernes ordførere på vores felt:

Bjørn Brandenborg (S) er by-, land- og transportordfører for Socialdemokratiet. Han vil arbejde for bedre balance mellem by og land. Mange husker ham fra vores generalforsamling i 2025, hvor han holdt oplæg med afsæt i en fortælling, vi kender godt fra vestkystens vinkel: „Det de kalder udkant, kalder vi hjem.“
Jeg har selvfølgelig rakt ud og invitere ham til komme på besøg igen.

Karina Lorentzen (SF) er SF's ordfører for landdistrikterne, og Astrid Carøe (SF) er transportordfører — de to dækker tilsammen kernefladerne i Signe Munks ministerium.

Peter Have (M) er Moderaternes transport- og landdistrikts- og ø-ordfører.

For Radikale Venstre er det Line Krogh Lay Christensen, der er by- og landdistriktsordfører, og Philip Vivet, der er transportordfører. Philip Vivet er 25 år og valgt i Vestjyllands Storkreds - selv de unge radikale har vestjyske rødder i det her felt.

En velkendt post med ny besætning

Venstre er i opposition, men turismeordførerposten er stadig vigtig - og vi ønsker hjertelig tillykke til Trine Jepsen (V), der overtager efter Anni Matthiesen.

Anni har gennem årene vist en oprigtig og vedholdende opbakning til kystturismen og vestjyske interesser, som vi har sat stor pris på. Med Trine Jepsen ser det ud til, at Venstre igen sender et menneske til posten med både hjerte for turismen og rødder i Vestjylland - hun er valgt i Vestjyllands Storkreds, har arbejdet med kulturturisme og erhvervspartnerskaber i en årrække og har siddet i bestyrelsen for VisitHerning. Det lover godt.

Vi glæder os til at snakke med dem alle.

Hvad betyder det for os?

Destination Vesterhavet sidder præcis i det krydsfelt, der nu er ministeriets DNA: turisme, kystudvikling og landdistrikter. Det er en ramme, vi allerede arbejder aktivt inden for - og en åbning vi agter at bruge. Med den tyngde som turisme har, kan man jo mene, at det hører til i erhvervsministeriet. Men med de nationale dagsordner omkring "Et Danmark i balance" og fokus på landdistrikter og adgang til natur, så kan vi være rigtig godt tilfredse.

Med venlig hilsen

Majken