
Morten Dahlin: Turisme skal tages alvorligt
Turisme er motor for vækst og arbejdspladser på tværs af landet, og den skaber ligevægt i Danmark. Derfor har regeringen flere initiativer i godteposen. Det afslørede turismens minister, Morten Dahlin, ved Vestkystturismens årsmøde.
Dansk turisme ligger lunt på regeringens prioritetsliste. Det slog minister for byer og landdistrikter, kirkeminister og minister for nordisk samarbejde, Morten Dahlin, fast forleden, hvor han satte fokus på turismens betydning for landdistrikterne over for mere end 100 politikere, erhvervsledere og turismeaktører. De to faktorer hænger tæt sammen, og selvom Morten Dahlin ikke havde en pose penge med, løftede han sløret for, at der allerede er overvejelser om den næste pengepulje, som skal sætte skub i turismeudviklingen landet over med afsæt i den nationale turismestrategi.
”Turismen skal tages meget alvorligt. Den er nemlig i høj grad med til at udvikle vores landdistrikter og vores købstæder, hvor der bliver skabt tusindvis af arbejdspladser inden for turismesektoren. Turismepolitik er også landdistriktspolitik, fordi erhvervet genererer vækst uden for de større byer. Vi vil turismen, blandt andet fordi den kan være med til at skabe et Danmark i geografisk balance”, sagde Morten Dahlin, minister for byer og landdistrikter, kirkeminister og minister for nordisk samarbejde.
Turismeministeren lagde vægt på, at der skal tages nogle livtag for at lette på rammevilkårene – ikke mindst inden for planlovens skrappe reglementer, der spænder ben for oplagte investeringer i landdistrikterne. Det gælder både for campingprodukter som glamping og autocamperturisme, men også for opførelse af ny overnatningskapacitet, der kan øge potentialet for helårsturisme. Her er en række forsøgstilladelser allerede frontløber for at give mere frirum for investeringer og turismeudvikling i de åbne kystlandskaber, og der er flere tilladelser på vej.
”Det er direkte dumt, at overflødige bygninger og udtjente erhvervsejendomme står ubrugt og ikke kan få nyt liv, fordi kystnærhedszonen strækker sig hele tre kilometer ind i landet fra vandkanten. En bedre udnyttelse i turismens navn giver mening i sammenhæng med vækst, miljø og et Danmark i balance, og det skal vi arbejde mere med at skabe rammer for”, fastslog Morten Dahlin.
Mogens Christen Gade, som er formand for Partnerskab for Vestkystturisme og borgmester i Jammerbugt Kommune var meget enig i betragtningerne:
”Det er godt set, at regeringen kobler turismen sammen landdistriktspolitik og vil skabe bedre rammer for udviklingen. Det styrker den private investeringsvillighed i Danmarks landdistrikter. Helårsturisme og en opgradering af overnatningskapaciteten er et af de centrale elementer i Partnerskab for Vestkystturismes udviklingsplan, der favner hele den 550 kilometer lange vestkyst, ti kommuner og fire destinationer”, sagde Mogens Christen Gade.
Vestkystturismen er en af dansk turismes helt store milliardforretninger med en omsætning på omkring 25 milliarder kroner. Med 32 procent af samtlige kommercielle overnatninger i Danmark er Vestkysten den ene af dansk turismes vækstmotorer. København er den anden. Tilsammen står Vestkysten og København for 53 procent af landets samlede turismeovernatninger.
”Vestkystturisme er langt mere end en iskiosk. Den er lig med omsætning, bosætning og beskæftigelse i landets mest vestvendte landdistrikter. Derfor skal der økonomisk brændstof på motoren, hvis Danmark skal komme i mål med den nationale turismestrategi”, sagde Mogens Christen Gade og fortsatte:
”Der er afsat historisk mange penge til turisme fra nationalt hold. Det er som Vesterhavets susen i ørerne for en turismeborgmester som mig. Det ville være rart, hvis pengene landede lokalt eller regionalt, så vi kan holde snuden i sporet for at gøre Vestkysten til en af Nordeuropas førende kystdestinationer”.
For yderligere information kontakt venligst Tina Baungaard-Jensen, kommunikation og PR, Destination Vesterhavet på 41 28 10 01 eller mail tina@bybaungaard.com
Om Partnerskab for Vestkystturisme
Partnerskab for Vestkystturisme er et strategisk samarbejde mellem ti vestkystkommuner og er forankret hos Destination Vadehavskysten, Destination Vesterhavet, VisitNordvestkysten og Destination Sønderjylland. De deltagende kommuner er Hjørring, Jammerbugt, Thisted, Lemvig, Holstebro, Ringkøbing-Skjern, Varde, Esbjerg, Fanø og Tønder kommune. Partnerskabet arbejder med at udvikle hele Vestkysten til én stærk destination gennem fælles vækstaktiviteter. Destination Vesterhavet varetager sekretariatet for partnerskabet.

Foto:Flying October