Partnerskab for Vestkystturisme
Sammen om en stærk Vestkyst

Partnerskab for Vestkystturisme er et strategisk samarbejde mellem de 10 kommuner langs den jyske Vestkyst.
Vi samarbejder om de udviklingsdagsordener, hvor Vestkysten står stærkere sammen end hver for sig og om at omsætte den fælles Udviklingsplan for Vestkysten til konkret handling.
Den fælles vision frem mod 2030
Vestkysten er blandt Nordeuropas mest attraktive kystdestinationer og en drivkraft for en bæredygtig, lokal udvikling.
Turismen skal dermed ikke alene skabe omsætning, arbejdspladser og attraktive oplevelser for gæsterne. Den skal også bidrage positivt til de steder, hvor turismen finder sted - til levende lokalsamfund, stærke feriesteder, natur og kultur og attraktive rammer for både borgere, gæster og erhverv.
En fælles retning for Vestkysten
Udviklingsplan for Vestkysten 2025–2030 sætter den fælles strategiske retning for den langsigtede udvikling af turismen langs Vestkysten.
Planen bygger videre på den første udviklingsplan fra 2018 og opdateringen fra 2021. Med den nye plan er der et tydeligere fokus på bæredygtig og lokal udvikling, grøn omstilling, lokal opbakning, helårsturisme samt udvikling af natur-, kultur- og outdooroplevelser.
Udviklingsplanen skal samtidig bidrage til at løfte kvaliteten i blandt andet feriesteder, overnatning, infrastruktur, oplevelser og service.
Planen bygger på seks udviklingsprincipper, der skal være retningssættende for udviklingen langs Vestkysten:

- Koncentrer udviklingen
- Beskyt og benyt
- Øg kvaliteten
- Styrk de lokale særkender
- Tænk i flere sæsoner
- Sammentænk investeringer
Principperne omsættes gennem fem strategiske indsatsområder og konkrete tiltag:
De fem strategiske indsatsområder
Én samlet destination
Vestkysten skal udvikles og opleves som én sammenhængende destination. Det kræver samarbejde på tværs af kommune- og destinationsgrænser og en fælles retning for udvikling, fortælling og synlighed.
Samtidig skal de lokale særkender og stedbundne kvaliteter styrkes. Det er forskelligheden langs kysten, der tilsammen gør Vestkysten til noget særligt.
Stærke feriesteder
Vestkystens feriesteder skal være attraktive steder at besøge, bo, drive virksomhed og investere.
Udviklingen skal tage afsæt i det enkelte steds identitet og kvaliteter og skabe attraktive bymiljøer, mødesteder, oplevelser, service og infrastruktur til glæde for både gæster og lokale.
Natur og kultur som hovedattraktion
Vestkystens natur, landskaber, kulturhistorie og levende kulturmiljøer er nogle af områdets største kvaliteter.
De skal bringes endnu mere i spil gennem attraktive og tilgængelige oplevelser og stærk formidling – samtidig med at naturen beskyttes, og udviklingen sker med respekt for stederne og de mennesker, der bor der.
Differentieret overnatningskapacitet
Vestkysten skal tilbyde attraktive overnatningsmuligheder, der matcher forskellige gæsters behov og bidrager til højere kvalitet, større variation og en stærkere helårsturisme.
Det kræver både udvikling af den eksisterende kapacitet og mulighed for nye overnatningsformer og investeringer.
Strategisk investeringsfremme
Udviklingen af Vestkysten kræver langsigtede investeringer.
Partnerskabet arbejder derfor for at skabe gode rammer for offentlige og private investeringer og for at tænke investeringer i blandt andet feriesteder, oplevelser, overnatning og infrastruktur sammen.
Fra fælles plan til fælles handling
Udviklingsplanen får først værdi, når ambitionerne bliver omsat til handling.
Partnerskab for Vestkystturisme arbejder derfor for at samle kommuner, destinationsselskaber, turismeerhverv, lokalsamfund og nationale aktører om indsatser, der kan skabe udvikling langs hele Vestkysten.
Det handler både om det, der binder Vestkysten sammen, og om det, der gør de enkelte steder unikke.
Fælles ruter og sammenhænge, attraktive rammer og faciliteter, stærke natur- og kulturoplevelser, lokale fortællinger og involvering af borgere og erhverv er blandt de elementer, der kan være med til at omsætte den fælles retning til en Vestkyst, der kan mærkes og opleves i praksis.
Turismen skal skabe værdi lokalt
En attraktiv destination er også et attraktivt sted at bo, leve og drive virksomhed.
Derfor er lokal opbakning til turismen en central del af den fælles udviklingsplan frem mod 2030.
Udviklingen skal ske i balance med naturen og lokalsamfundene og skabe værdi bredere end for gæsterne alene. Turismen skal bidrage til arbejdspladser, erhvervsudvikling, levende byer og lokalsamfund, attraktive oplevelser og muligheder året rundt.
Vestkystens udvikling handler derfor både om gæsterne, erhvervet, stederne og dem, der bor her.
Sammen om Vestkysten
Partnerskab for Vestkystturisme samler de 10 vestkystkommuner:
Hjørring, Jammerbugt, Thisted, Lemvig, Holstebro, Ringkøbing-Skjern, Varde, Esbjerg, Fanø og Tønder Kommuner.
I samarbejdet indgår destinationsselskaberne Visit Nordvestkysten, Destination Vesterhavet, Destination Vadehavskysten og Destination Sønderjylland (Destination Sønderjylland deltager som observatør i samarbejdet).
Partnerskab for Vestkystturisme er en selvstændig forening med egen bestyrelse. Bestyrelsen består af både offentlige og private repræsentanter og skal bidrage til at sikre en stærk fælles retning for udviklingen af Vestkysten. Bestyrelsesleder er Sarah Andersen, borgmester i Varde Kommune.
Baggrunden for Partnerskab for Vestkystturisme
Partnerskab for Vestkystturisme blev stiftet i 2015 for at styrke samarbejdet om udviklingen af turismen langs den danske Vestkyst.
En vigtig milepæl blev nået i 2018 med den første fælles Udviklingsplan for Vestkysten. Planen blev opdateret i 2021 og senest i 2025 med et perspektiv frem mod 2030.
Gennem årene er en række fælles indsatser blevet udviklet og realiseret på tværs af Vestkysten.
Fælles for arbejdet er ambitionen om at bruge samarbejdet på tværs til at løfte de dagsordener, som ingen kommune, destination eller aktør kan løfte alene.
Yderligere information: Udviklingsplan for Vestkysten | Visitvesterhavet

Vil du vide mere om Partnerskab for Vestkystturisme?

Partnerskab for Vestkystturisme - Kontakt
Anna Maria Sønderholm - Sekretariatsleder


