Nyt magasin skal inspirere feriehusejere 2014
Fremtidens feriehus skal være toptrimmet når det kommer til energiforbrug og indretning.
Destination Ringkøbing Fjord har gennem længere tid, i projektet Energivenlige Feriehuse, sat fokus på energioptimering af kommunens feriehuse. Alle erfaringer er nu samlet i et magasin, som i uge 4 bliver sendt til alle feriehusejere i Ringkøbing-Skjern Kommune.
Magasinet er fyldt med inspiration og information omkring energioptimering og energirenovering af feriehuse, ligesom der også findes masser af inspiration til indretning, feriehuslivet og området som helhed. Magasinet vil også kunne læses på www.fritidshusejer.dk fra uge 5.
”Vi har meget fokus på helårsturisme og vil gerne have gæster på destinationen hele året rundt. For at dette er muligt skal et af grundprodukterne, feriehuset, også være tilgængelig for overnatning i vinterhalvåret. Derfor er fokus på energi og forbrug i feriehusene yderst vigtig”, siger turistdirektør Lykke Nielsen Høj.
I magasinet kan man blandt andet læse om Jann Evers der er er feriehusejer ved Søndervig. Han fik i januar 2013, efter anbefalinger fra virksomheden Scanenergi, installeret varmepumper i sit feriehus. I løbet af de første syv måneder sparede Jann Evers 10.000 kWh – svarende til 20.000 kroner eller en tilbagebetalingstid på investeringen på kun halvandet år. På energistempelets skala er han gået fra energiklasse E til B.
Bagerst i magasinet finder alle modtagerne også gratis entrebilletter til den feriehusmesse, der afholdes på Beach Bowl i Søndervig den 17. og 18. april 2014. På messen er der rig mulighed for at få inspiration, råd og vejledning til, hvordan netop ens eget feriehus kan optimeres.
Hvis man er blevet nysgerrig efter at vide, om der er besparelser at hente på ens eget feriehus, kan første skridt på vejen, være en online beregning på www.feriehusenergi.dk.
Beregningen giver en god indikation af om der er besparelser at hente. Herefter kan huset å et fysisk energitjek i samarbejde med en energikonsulent fra Scanenergi. Feriehuset får herefter tildelt et energistempel rangerende fra A til G. Energistemplet gør at man som lejer af et feriehus, kan tage et bevidst valg om ophold i et energivenligt hus, og undgå en ubehagelig efterregning på afrejsedagen. For feriehusejere der ikke udlejer, kan der være en gevinst at hente i form af lavere energiforbrug i feriehuset.
For yderligere information kontakt
Turistdirektør Lykke Nielsen Høj, lykke@hvidesande.dk, tlf. 23 25 58 82
Projektleder Energivenlige Feriehuse Henning Bo Madsen, henning@hvidesande.dk, tlf. 21 14 59 52
Hjemmesiderne eksisterer ikke længere