Filsø_sol_natur_Foto kreditering: Sarah Green / @Sarahinthegreen

Destination Vesterhavet skal have ny direktør

4.9.2024
Foto: Sarah Green / @Sarahinthegreen

Nuværende direktør i Destination Vesterhavet, Torben Kylling Petersen, har opsagt sin stilling. Torben Kylling Petersen har valgt at takke ja til en ny mulighed, som i højere grad harmonerer med privatlivet.

Torben Kylling Petersen tiltrådte stillingen som administrerende direktør den 1. januar 2024, hvor han delvist rykkede de sønderjyske rødder op og flyttede arbejdslivet til Hvide Sande. Men det geografiske skifte har ikke kunne falde i hak med familielivet, og Torben Kylling Petersen har derfor sidste dag i jobbet den 4. september.

"Danmarks største kyst- og naturdestination er inde i en forrygende udvikling, som jeg er glad for at have været en del af. Men direktørjobbet kræver stort nærvær og fleksibilitet, og det hænger desværre ikke sammen med mine personlige forhold”, siger Torben Kylling Petersen og fortsætter:

”Vi har som familie haft alle intensioner om at rykke vores fælles base fra Sønderjylland til Vestjylland, men vi må konstatere, at det ikke er lykkedes for os. Min ægtefælle har ikke fundet relevant beskæftigelse, og det er vigtigt for mig, at hverdagen fungerer for os begge”, siger Torben Kylling Petersen, som er taknemmelig for det korte, men gode samarbejde med turistaktørerne og ønsker alt det bedste for destinationen og de dygtige medarbejdere.

2023 skrev sig med 10.412.085 overnatninger ind i Destination Vesterhavets historiebog som et rekordår. Næsten en sjettedel af alle kommercielle overnatninger i Danmark lå i Destination Vesterhavet. Samtidig er destinationen, der dækker Varde og Ringkøbing-Skjern kommuner, det turismeområde i Danmark, der tiltrækker flest udenlandske gæster. De udgør hele 26 procent af det samlede antal internationale turister i Danmark. Tyskerne alene står for 75 procent af det samlede antal gæster ved Vesterhavet.

Bestyrelsesleder i Destination Vesterhavet, Lisbeth Valther, siger om fratrædelsen:

”Jeg er ærgerlig over Torben Kylling Petersens beslutning. Torben, bestyrelsen og jeg har haft et fint samarbejde, men jeg anerkender også hans prioritering. Beslutningen ændrer ikke ved de tiltag, vi arbejder med, herunder at udvikle en bæredygtig helårsturisme. Turismen ved Vesterhavet spiller en stor rolle i at opretholde velfærden og udvikle vores lokalsamfund. Erhvervet er vigtigt for beskæftigelsen og samfundsøkonomien, så det skal have fuldt fokus”.

Rekrutteringen af en ny topchef i destinationen er sat i gang. Forventningen er, at en ny administrerende direktør kan findes inden for nogle måneder. I overgangsperioden rykker bestyrelsesleder Lisbeth Valther tættere på den daglige drift, indtil en ny direktør kan begynde i jobbet.

For yderligere information kontakt venligst Tina Baungaard-Jensen hos Destination Vesterhavets kommunikationsbureau, By Baungaard, på +45 41 28 10 01 eller tina@bybaungaard.com

Om Destination Vesterhavet

Destination Vesterhavet varetager turismeerhvervsudviklingen på vegne af Varde og Ringkøbing-Skjern kommuner samt markedsføringen af Vesterhavet som et attraktivt rejsemål. Det er Destination Vesterhavets ambition at skabe Nordeuropas førende kystferiedestination – baseret på bæredygtig udvikling af turismen med fokus på kvalitet, gæstetilfredshed og omsætning til gavn for både erhverv og indbyggere i de to kommuner. Destinationens udviklingsprojekter støttes af Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse.