
© Foto:
Markedsdage i Tarm
Jyderne er kendt som et rigtigt kræmmerfolk. Deres glæde ved at slå en god handel af er smittende og kan hver onsdag fra juni til august og en onsdag i oktober, opleves i Tarm, hvor omkring 150-300 kræmmere fra nær og fjern strømmer til byen for at sælge deres varer.
Markedsdagene, som i løbet af årene er blevet en af sommerens helt store begivenheder i Tarm, forvandler onsdag efter onsdag den lille vestjyske by til et sprudlende markedsliv med sydlandske dimensioner. Markedspladsen ligger i et naturskønt område midt i byen og langs med Tarm Bybæk, hvilket er med til at skabe en ekstra dimension i oplevelsen.