Visitvesterhavet

1. jan. 2026

Borgeranalyse 2025: Stærk lokal opbakning til turismen ved Vestkysten

En analyse af befolkningens holdninger til turismen i Destination Vesterhavet og i Danmark generelt.

Illustration af borgeranalyse om turisme ved vestkysten med spørgeskema, mennesker og fyrtårn
Foto: VisitVesterhavet

Den nye borgeranalyse fra Destination Vesterhavet viser en fortsat stærk lokal opbakning til turismen. Hele 72 % af borgerne vurderer, at turismen skaber flere positive end negative konsekvenser i lokalområdet, mens kun 7 % oplever, at de negative konsekvenser vejer tungest. 

Analysen dokumenterer tydeligt, at turismen bidrager til både lokal udvikling, hverdagsliv og økonomi i området. Borgerne peger især på, at turismen styrker det lokale handelsliv, beskæftigelsen, den lokale økonomi samt udbuddet af restauranter, natur- og kulturoplevelser. Omkring 8 ud af 10 borgere oplever her en positiv påvirkning. 

Samtidig viser analysen, at turismen i dag er en integreret del af livet ved Vestkysten. 61 % oplever, at deres lokalområde i høj eller meget høj grad er præget af turisme, hvilket understreger turismens betydning som et vigtigt og varigt erhverv i området. 

Analysen peger også på behovet for balance. En fjerdedel af borgerne oplever udfordringer i højsæsonen – særligt trængsel, trafik, parkeringsforhold og slid på naturen. Det er praktiske udfordringer, som følger med mange besøgende, men ikke et udtryk for modstand mod turismen. Tværtimod viser undersøgelsen, at borgerne generelt bakker op om en fortsat udvikling af turismen, så længe den sker med omtanke og i balance med lokalsamfundet. 

Borgerne ser samtidig store muligheder i den fortsatte udvikling. 59 % vurderer, at det i høj eller meget høj grad gavner lokalområdet, når ældre eller tomme bygninger omdannes til nye formål som overnatning, spisesteder, kultur og oplevelser, og mange ser turismen som en vigtig drivkraft for levende lokalsamfund og attraktive byer. 

Undersøgelsen er gennemført af Epinion blandt 9.943 borgere langs Vestkysten – heraf 2.398 borgere i Destination Vesterhavet – og giver et historisk stærkt og detaljeret indblik i lokalbefolkningens holdninger til turismen. 

Læs borgeranalysen 2025 her

destination-vesterhavet-borgeranalyse-2025.pdf
PDF1.82MB