Redningsbåd i gamle dage

Redningstjenesten i Vedersø

Foto: Presse

Redningstjenesten i Vedersø bestod af 12 modige mænd. Vesterhavet er et lunefuldt hav, og mange skibe er forliste i årenes løb. Derfor opstod der redningstjenester mange steder op langs Vestkysten. Også i Vedersø.

Vedersø bestod redningstjenesten af tolv modige mænd. Ti mand sad ved årerne, en ved roret og en ved slæbet. Arbejdet var hårdt og koldt, og lønnen var lav. Det var derfor ikke pengene, der var den største motivation for de heltemodige mænd. Det var derimod muligheden for at redde nødstedte mennesker fra en meningsløs død i bølgerne.

Årets begivenhed

Den åredrevne træredningsbåd lå i redningshuset ved Vedersø Klit Badehotel 400 meter fra Vesterhavet. Ved de årlige redningsøvelser trak otte til 10 store heste båden igennem klitterne ned til stranden. Den tre tons tunge båd blev til sidst løftet i vandet på ryggen af redningsmændene. Det var et sandt tilløbsstykke, som tiltræk mange gæster og lokale beboere.

Den første Dannebrogsmand i Vedersø Klit

Til dagligt fungerede tjenesten ved hjælp af strandvagter. Langs redningsvejen stod der to telegrafposter. Strandvagterne gik så de ni kilometer imellem de to telegrafposter og rapporterede tilbage til redningshuset. Et par af redningsfolkene i Vedersø er værd at trække frem i lyset. Nemlig Jørgen Sørensen og sønnen, Jens. Som de fleste andre på egnen var Jørgen Sørensen landmand og fisker. Ved siden af dette var han også redningsmand i 35 år. Og efter mange års tro tjeneste opnåede han at blive udnævnt til Dannebrogsmand på redningsbåden. Udnævnt af det danske kongehus.

Den yngste redningsmand

Sønnen, Jens Sørensen, overtog som nittenårig farens ærefulde erhverv.  Jens var den yngste, der blev betroet opgaven som redningsmand, og i sine 40 år som redningsmand var han med til at bjærge 40-50 mand i Vesterhavet. I dag eksisterer den lokale redningstjeneste ikke mere, men det gamle redningshus kan stadig ses ved hotelbygningen.