Bunker ved Vesterhavet

Historien om bunkerne

Foto: VisitVesterhavet

Bunkerne på stranden er et synligt minde om 2. verdenskrig.

De enorme mandskabsressourcer, som østfronten krævede under krigen, gjorde det nødvendigt for Hitler at forsøge at befæste de vestvendte kyster bedst muligt - selvom ideen om faste forsvarsstillinger egentlig var forældet.

Indsejlingen til Esbjerg blev sikret ved Tirpitz-stillingen i Blåvand, og øen Fanø blev med 300 bunkere på den lille ø et af de mest befæstede områder ved vestkysten.

Skallingen overfor Esbjerg var 72.000 miner lagt ud helt tilfældigt og uden kort. Et kort ville også have været ubrugeligt, da halvøen hele tiden er under forandring som følge af sandfygning. Disse miner er først inden for de seneste år helt fjernet fra klitterne.

Ideen om en uigennemtrængelig befæstning langs havet blev udtænkt af Hitler selv, og Atlantvolden blev tit i tysk propaganda kaldt ”en ubrydelig mur af beton, spækket med artilleri og bemandet med loyale elitetropper”. Det var nok ikke den rigtige beskrivelse, da den mest bestod af en række befæstede støttepunkter, og de såkaldte elitetropper var soldater, som enten var på rekreation efter kampskader, havde fysiske skavanker eller var for gamle eller for unge til fronttjeneste. Det kunne også være krigsfanger, som blev frigivet ved at melde sig til den tyske hær.

Bunker-ekspertens anbefalinger

Langs vestkysten ligger der stadig en masse bunkere. De er hærget af vandet og tidens tand, men stadig spændende at gå på opdagelse i. Steen Espensen er en af de lokale bunker-eksperter og han deler gerne sine gode tips med gæsterne:

- Tager du til Houvig Strand for at se på betonbunkere og andre anlæg fra 2. verdenskrig, vil jeg anbefale, at man også tager turen forbi Ringkøbing Museum. Museet i Ringkøbing har en udstilling om bunkerne og de fund, der gennem tiden er gjort ved Houvig. Derudover har de en udstilling, som fokuserer på 2. verdenskrig og nedskudte fly i Vestjylland, siger han og tilføjer:

- I Houvig-området ligger der omkring 50 bunkere spredt rundt i klitterne og langs stranden. Jeg vil især anbefale at besøge den store observationsbunker på stranden. Den blev delvist ødelagt under en storm for nogle år siden, men der er stadig adgang til den, og i et af rummene kan man se vægmalerier, der blandt andet viser jødeforfølgelser og koncentrationslejre. Adgangen til bunkeren er lidt besværlig, men det er umagen værd at begive sig ind i den.

Andre interessante bunkere

Der er en hel del andre anbefalelsesværdige bunkere. En mandskabsbunker, en køkkenbunker og en hospitalsbunker med en bevaret tekst ved indgangen, der lyder ”Nachtklocke”. Der findes kort over området i skitseform, som kan fås på Turistkontoret i Hvide Sande, men afsæt alligevel god tid til at udforske hele området på egen hånd.

OBS: Nogle af bunkeranlæggene i Houvig kan ikke besøges, da de ligger på privat grund, eller fordi de er oversvømmede af sand eller vand.