Måske har du set dem hænge side om side på tørresnore rundt om i byen. Måske har du bemærket duften eller ligefrem dristet dig til at smage dem? Om foråret holdes den gamle tradition med at tørre fisk udenfor i hævd i Hvide Sande. Og du skal selvfølgelig også smage den salte delikatesse. Du kan købe dabs i fiskeforretninger, men også smage dem, når der i foråret er Dabsens Dag.
Hvad er tørrede dabs?
Tørrede dabs er fladfisk, oftest isinger, som lægges i saltlage og derefter hænges på tørresnore udenfor i den salte vestenvind. Den salte vind ved Vesterhavet gør det netop muligt at konservere fisk på denne måde. Længere inde i landet bliver fiskene for ferske. De tørrede isinger nydes enten kolde, stegte, ristede eller kogte - med purløgssovs.
En vestjysk forårsklassiker
Tidligere udgjorde de tørrede dabs et livsnødvendigt forråd, når hårde tider ramte Vestkysten. Om vinteren, hvor havet ofte var i oprør og fiskerne måtte blive på land, bestod en stor del af måltiderne i de små, beskedne hjem nemlig af proteinrige tørrede fisk. Ofte serveret kogt, andre gange direkte fra tørresnoren. Indbyggere i Hvide Sande kan også berette om, hvordan de som børn gumlede på dabs, som var det slik.
Hang til tørre i skibenes sejl
Som et supplement til den ofte tarvelige skibsproviant, var de tørrede dabs tidligere et festligt indslag til søs. De tørrede isinger blev hængt til tørre i sejlene, og få dage efter kunne de spises. I dag er det ikke alle, der omfavner ideen om at sætte tænderne i tørrede fisk. Men er du i Hvide Sande i foråret, så snyd ikke dig selv for at prøve den velsmagende egnsspecialitet – de skulle eftersigende gå umanerligt godt sammen med en kølig øl.