Lyngvig Fyr

Foto: VisitVesterhavet

Det nyeste af Danmarks fyrtårne ligger på Holmsland Klit. Lyngvig Fyr er en af områdets største turistattraktioner. Fra toppen får du et fascinerende udsyn over hav og fjord og den smalle tange, der huser Hvide Sande og Holmsland Klit.

Lyngvig Fyr trappe

Foto:Presse

Byggeri på tragisk baggrund

En tragisk ulykke på havet i 1903, hvor 24 søfolk mistede livet, gjorde udslaget til, at man gik i gang med byggeriet. Fyret står på en 17 meter høj klit og er 38 meter højt. Der er 159 trin til udsigtsbalkonen, og dertil kommer 69 trin fra foden af klitten. Lyset fra fyret ses meget langt væk – i klart vejr helt op til 50 kilometer.

Historisk vartegn

Fyret har i dag ingen funktion for søfolk, men det er et dejligt vartegn for hele området. Der er dog stadig mennesker, der husker, hvad fyret betød tidligere. For eksempel Anna Marie Nissen, som er opvokset i Hvide Sande, men flyttet til Østjylland:

- Jeg var omkring 1950 strandvagt sammen med en gruppe andre. Det vil sige, at vi var frivillige, der gik langs stranden, når det var stormvejr, og skibene kunne få problemer. Vi gik to og to fra Hvide Sande og ud til fyret, hvor vi fik en kop varm kaffe og var i læ for stormen i et kort stykke tid, og så gik vi tilbage igen. Fyrmesteren kaldte til strandvagt, og så blev vi ringet op og fik en tid, hvor vi skulle gå langs stranden. Der gik så også strandvagter fra Søndervig til Lyngvig, fortæller hun og uddyber:

- Jeg har aldrig været med til, at et skib var i havsnød på Vesterhavet, men det skete jo. Vores opgave var, at skynde os ud til fyret og fortælle, hvad vi havde set og cirka hvor skibet var. Det var meget specielt at gå på stranden i mørke og storm, når havet brølede lige ved siden af. Mange gange måtte vi gå i klitterne, fordi vandet nåede helt op til klitroden. Der var ikke så mange sommerhuse på den tid, men nogle var der, og de turister, vi mødte, spurgte gerne ind til, hvad vi lavede. For dem var det meget mærkeligt, at vi gik der, men for os var det ret naturligt. Mange herboende har mistet familie på havet og mange har også oplevet skibsforlis, hvor de skulle tage sig af de overlevende og for den sags skyld også de døde.

Lyngvig Fyr er det sidst-byggede fyrtårn langs den jyske vestkyst. Fyret blev bygget i 1906 og tændtes første gang den 3. november.

Lyngvig Fyr

Foto:Marc Markstein

Et andet lys

I begyndelsen af 2000 blev lyset i Lyngvig Fyr ændret til en natriumladet lampe, som gav et hvidt, blinkende, men stationært lys til stor ærgrelse for både fastboende og gæster. En flok passionerede mennesker kæmpede for at få det rigtige svajende gule lys tilbage, og den 23. december 2013 blev det tændt for første gang til stor glæde for mange.

Mange mennesker benyttede aftenen til en gåtur i området til at nyde det bløde lys, der drejede rundt som i "gamle dage". 

Besøg fyret og få en god oplevelse

Selvom fyret i dag ikke har en egentlig funktion, er det stadig en stor oplevelse at besøge det historiske fyrtårn. Mange kommer cyklende hertil, men du kan også komme gående eller i bil.

Og her er nok at komme efter. For udover fyret og den storslåede udsigt er der for foden af Lyngvig Fyr fyrmestergården, hvor der er en lille butik. Trænger I til et hvil, kan I sætte jer i den hyggelige café.

Læs mere om besøgsstedet her. Køb billet online her