Yin yoga for store torsk og sprøde sild

Hver tirsdag og torsdag i hele juli måned kan du nyde godt af vi i Hvide Sande har fået vores egen yogalærer. Oveni købet en af Danmarks bedste Yin-yogalærer. Yin-yoga specialisten Kristine Marie Rost er kommet hjem og denne gang bliver hun i laaaang tid.

Og så er det altså juli og august måned i Hvide Sande og det hele er lidt som vinden blæser – tag en tur på måtten og land din indre vind til en jordnær rodforbindelse fyldt med energi så du kan nyde din tid her med et smil.

Kristine er kendt for at sikre dig der er ny på måtten, dig der er stiv som et bræt, blød som en ål og stærk som en havtaske nok skal få masser ud af det. For Kristine handler det at vælge en times tid på måtten som en investering til dit liv. Det er her du styrker din krops naturlige helings-evne, får bugt med gamle smerter og skavanker uden det er nødvendigt at stå på et ben eller vikle dem altså benene rundt om nakken.

Tvært imod – alle øvelser er siddende og liggende. Og ligesom hvis du vil lære et nyt sprog, skal lære at fiske, surfe eller cykle så starter du et sted og sådan er det også med Yin-yoga. Du starter der hvor din krop er og det den kan. Kristine plejer at sende de fleste hjem med en overraskelse af at kroppen som regel kan noget mere end vi går og tror. I hvert fald er sandsynligheden for at en dårlig hår-dag, en anstrengt hovedpine eller en stiv ryg opløses på de 75 minutter du får her.