Gå til indhold
©  Foto:

Spillestedet Generator – Tørfisk

Folkemusik og røverhistorier. I over 40 år har Thyborøn bandet TØRFISK, turneret rundt i det ganske danske land og så er det værd at nævne, at det er med den samme besætning, som da det hele startede i 1981.

Siden 1981 har TØRFISK leveret soundtracket til Vestjylland, og hører til blandt de allerbedste i Danmark til at forene irsk-inspireret folkemusik med egne kompositioner og personlige tekster. Koncerterne krydres med røverhistorier og underholdning på topplan. Altid med stor spilleglæde, glimt i øjet og en typisk vestjysk charme. De forstår at komme ud over scenekanten og berøre hverdagsemner, som skydes lige fra hoften. Publikum kan aldrig vide sig helt sikre. Måske sidder man lige i skudlinjen – men kvartetten forstår at drille fra scenen på en god og sober måde.

TØRFISK's koncerter bærer præg af en blanding af både det nye og det velkendte. For når man har et helt "Vesterhaw" af numre i bagkataloget, er det svært at sige farvel til de gamle (gode) sange. Og så er der den simple grund, som de selv siger: "at de ikke mønstrer mere end tre-fire akkorder på strengeinstrumenterne", som netop de gamle numre er bygget op over.

Med en masse erfaring fra den danske musikscene, og med 19 CD’er, en del kassettebånd og LP’er i tidens løb og 2 DVD udgivelser i ”nettet” har TØRFISK stadig stor energi, spilleglæde og et gevaldigt glimt i øjet.

Besætningen lyder stadigvæk: Egon Kirk (1962) på banjo, mandolin, sang Anker Hviid (1961) på bouzouki, fløjte, harmonika, sang, Bent Bro (1961) på guitar, pizzabakke, sang, Bent Kirk (1958) på bas, sang.

Social Media: