Naturen fra Skallingen i syd til Nymindegab i nord rummer noget af det smukkeste, vildeste og mest spektakulære landskab – ikke bare i Danmark, men i hele Europa.
50 kilometer sammenhængende hvide og brede sandstrande ved Vestkysten er ren verdensklasse med frihed og plads til at opfylde alle former for feriedrømme. Fra vindstille dage og romantiske solnedgange til mægtige storme med afkast af rav og drivtømmer. Strande med plads til biler og autocampere - og strande med plads til indsigt, udsigt og fordybelse.
Året rundt kan egnens mange gæster deltage i et væld af organiserede oplevelsesture. Rav- og svampejagt, snapseture, krondyr- og ørnesafari, hugormesøgning, vinterhavbadning, tårnkoncerter og en mangfoldighed af vandreture, strandridning og cykelevents på afmærkede stier og i åbent terræn.
Eller man kan finde sjælefreden ved bare at være … på ferie.