Gå til indhold
©  Foto:

Besøg Danmarks ældste by

Danmarks ældste by Ribe opstod i år ca. 710. Byen rummer en fantastisk historie, der formidles af vores meget dygtige samarbejdspartnere fra Sydvestjyske Museer. Atmosfæren i den middelalderlige bykerne kan ikke beskrives med ord - den skal opleves.

De brostensbelagte stræder, de velbevarede huse og mindepladerne fortæller hver sin del af den stolte historie. Og attraktionerne står i kø. Domkirken, Klostergården ved Sct. Catharina kirken, Museet Ribes Vikinger, Jacob A. Riis museet, Heksemuseet og ikke mindst Ribe Kunstmuseum. Vi kan ikke nå det hele, men vi har lavet en rigtig interessant tur, som du kun kan få sammen med FOF.

Vi kører fra Esbjerg med bus, og i bussen får vi et foredrag om Ribes historie, så vi er godt klædt på, når vi kommer frem til Danmarks ældste by. Vi kører direkte til Museet Ribes Vikinger, og det er der en god grund til. Museet giver nemlig forklaringen på Ribes udvikling, og vi får naturligvis en levende formidling fra vores dygtige guide Svend. Fra Museet Ribes Vikinger går turen til Restaurant Qudens. Her har Lise i mere end 25 år taget godt imod byens mange gæster. Vi spiser en dejlig frokost, som du skal bestille samtidigt med, at du tilmelder. Du kan se et link til menukortet nedenfor. Efter frokosten tager guiden os med ud til den store rundvisning i den gamle by. Vi besøger Skibbroen, Domkirken, klostergaarden ved Sct. Catharina kirken, Det Gamle Rådhus og mange andre spændende steder i Ribe. Vi slutter besøget i Ribe med at gå indenfor hos Tempers Chokolade. Her tager Michelin-kokken Tim imod os og fortæller, hvordan han i 2015 slog sig på håndlavet chokolade. Produktionen af chokolade er ganske enkelt imponerende og en fryd for øjet.

Tidsplan

09.00-09.45: Transport til Ribe (fra Hovedbiblioteket) samt foredrag i bussen.
09.45-10.00: Velkomst ved Museet Ribes Vikinger.
10.00-11.30: Guidet tur på museet.
11.30-12.30: Frokost på Quedens. Bestil din mad ved bestilling af turen.
12.30-14.30: Guidet tur i Ribes middelalder bydel.
14.30-15.30: Besøg hos Temper Chokolade. Indlæg ved stifter og ejer Tim X
15.30-16.30: Gang til bussen, transport til Esbjerg

Social Media: