
Vesterhavet og venlige vestjyder får 80 procent af gæsterne til at vende retur
Pressemeddelelse januar 2020
Atmosfæren, aktiviteterne og naturen er på top tre, når feriegæster vælger Destination Vesterhavet igen og igen. Det viser en ny tilfredshedsundersøgelse, som Dansk Kyst- og Naturturisme har gennemført for turismeerhvervet for at styrke den internationale synlighed, produktfornyelse og bedre destinationskvalitet.
Hvert andet år gennemfører Dansk Kyst- og Naturturisme en tilfredshedsundersøgelse blandt de gæster, som
besøger Destination Vesterhavet, der består af Ringkøbing-Skjern og Varde Kommuner. Resultaterne for
undersøgelsen i 2019 er netop blevet offentliggjort, og de viser, at op mod 80 procent af gæsterne er så glade for Destination Vesterhavet, at de kommer tilbage igen og igen.
- Vi glæder os over, at hele 92 procent i gæsteanalysen er tilfredse med den særlige atmosfære og det lokale liv. Jeg har netop selv oplevet de mange glade jule- og nytårsgæster i min nye destination. Som ny tilflytter er jeg også selv blevet glædeligt overrasket over kombinationen af de mange vinter outdoor-muligheder ved havet og i naturen samt helårs-handelslivet i eksempelvis Ringkøbing og Varde, siger Liv Thøger-Aldahl, som er ny turistdirektør i Destination Vesterhavet.
Således er gæsternes positive indtryk et trækplaster for Destination Vesterhavet. Til gengæld trækker vejret og prisniveauet i Danmark i den modsatte vej i analysen, men det er gengangere, som er landsdækkende udfordringer. Service i forhold til prisniveauet skal også ses i lyset af, at hovedparten af destinationens gæster kommer fa Tyskland, hvor prisniveauet er lavere. Den nye Destination Vesterhavet vil have yderligere fokus på de parametre, hvor destinationen sakker bagud i analysen, så snart organisationen er landet i det nye set up i Hvide Sande.
Imødekommende vestjyder er et trækplaster
Noget af det, gæsterne også er meget tilfredse med, er de glade vestjyder, de møder, når de besøger Destination Vesterhavet. Hele 90 procent nævner den generelle venlighed. Vedligeholdelse er også vigtigt for områdets årlige 8,7 millioner overnatninger, hvor 88 procent af gæsterne er tilfredse og meget tilfredse med standarden.
- En imødekommende og venlig befolkning betyder meget, når det kommer til gæsternes ferieoplevelser. Det er noget af det, som vi husker bedst og fortæller andre om. Derfor er jeg meget glad for, at vi kommer stærkt ud på netop dét parameter. Samtidig har vi en lang række medlemmer i turismeerhvervet, der hele året arbejder på at levere reason to go-oplevelser med høj autenticitet og kvalitet lige fra rideture langs Vesterhavet, bunkerbesøg og ravudstillinger til koncerter i fyrtårnene og cykelture langs fjorden, siger Liv Thøger-Aldahl og uddyber:
- Den nyeste produkt- og konceptudvikling i Destination Vesterhavet bliver Naturkraft; et fem hektar stort oplevelsescenter i Ringkøbing, der har fokus på naturoplevelser, leg og læring, som åbner til juni 2020. Næste år åbner Lalandia i Søndervig med Aquadome og knap 500 ferielejligheder. I 2021 åbner også det nye flygtningemuseum FLUGT i Oksbøl, der er tegnet af Bjarke Ingels Group.
De trofaste gæster kommer mere end ti gange
Gæsterne i Destination Vesterhavet er erfarne gæster. Omkring 80 procent af dem har været på ferie i
Varde og Ringkøbing-Skjern Kommuner mere end en gang.
- Faktisk har cirka halvdelen af gæsterne været på besøg mere end ti gange, hvilket viser, at gæsterne sætter lige så stor pris på og hele området, som vi selv gør. Næste skridt er at arbejde på, at de nye gæster bliver lige så tilfredse som de loyale gengangere, siger Liv Thøger-Aldahl og tilføjer:
- I Destination Vesterhavet er vi meget opmærksomme på denne tilfredshedsundersøgelse, som vi anvender som et af vores pejlemærker i forhold til det fremtidige arbejde. Derfor kommer den helt rettidigt i forhold de mange destinationssammenlægninger, der i det nye år præger dansk destinationsudvikling.
Se tilfredshedsundersøgelserne for hver by herunder