Goddag og farvel

Ansættelse af ny direktør for Destination Vesterhavet

Foto: Presse

Pressemeddelelse oktober 2019

Som bekendt blev stillingen som ny direktør for Destination Vesterhavet slået op for et par måneder siden.
I bunken af meget velkvalificerede ansøgninger til jobbet som ny direktør for Danmarks største turismedestination Destination Vesterhavet, har det fælleskommunale Forberedelsesudvalg nu udvalgt den rette til stillingen og underskrevet kontrakten med en ny direktør. Den nye direktør starter i jobbet 1. januar 2020.

Formand Bent Gråkjær siger: 
- Vi ville meget gerne allerede nu offentliggøre, hvem den nye direktør er, men af forskellige årsager har vi ikke mulighed for at gøre dette før omkring den 20. november.

Han kan dog afsløre, at direktøren kommer “udefra”, og at vedkommende deltager i generalforsamlingen den 20. november.
- Blandt de kompetencer, den nye direktør besidder, vil jeg nævne følgende: Strategisk marketing og kommunikation, Corporation Communications, Digital kommunikation herunder Sociale Medier, Branding, 
Public Relations, Markeds- og konkurrentanalyser og Gæste og kunderejsen, siger han.

Den nye direktør har gennem flere jobs i turismen og indenfor kommunikation og marketing gode erfaringer for varetagelsen af jobbet og har endvidere gjort sig mange gode tanker om videreudviklingen af turismen i Destination Vesterhavet. Det er et enigt ansættelsesudvalg, der står bag ansættelsen af den nye direktør.

- Vi glæder os til i november at kunne offentliggøre navnet på den nye turismedirektør for Destination Vesterhavet og ser frem til samarbejdet om fortsat udvikling af turismen i vores nye fælles Destination Vesterhavet, siger Bent Gråkjær.
 
 
Nye udfordringer til vores nuværende direktør
Det er aftalt med den nuværende turistdirektør Søren Lydig Kristensen, at han hjælper Ringkøbing Fjord Turisme igennem processen med sammenlægningen og varetager de daglige opgaver frem til årsskiftet, hvorefter han skal i gang med nye udfordringer.
- Jeg vil meget gerne sige tak til Søren for den store indsats, han har ydet med at styrke samarbejdet og videreudviklet turismen i vores område. Også tak for en altid professionel og positiv håndtering i forbindelse med sammenlægningen, siger bestyrelsesformanden.