Kunstpavillon Videbæk

Vestjyllands Kunstpavillon

Foto: ST Drone

Videbæk fik i 2012 et kunstfyrtårn, som trækker gæster til fra hele landet. 

Vestjyllands Kunstpavillon Videbæk er et stort og prægtigt kunstværk i sig selv. Som en smuk svane ligger den hvide bygning ved søbredden i Lystanlægget. Men det ér også Henning Larsens verdensberømte tegnestue, der har tegnet den. 

Henning Larsen (1925-2013) blev født i Opsund lige vest for Videbæk. Han voksede op og blev en kendt arkitekt, der stod bag kendte bygningsværker over hele verden, blandt andet Udenrigsministeriet og Den Danske Ambassade i Saudi-Arabien, Malmø Stadsbibliotek og herhjemme Ny Carlsberg Glyptotek og Operaen i København - og så Vestjyllands Kunstpavillon i Videbæk.

Samarbejde gav pote

Bygningsværket Vestjyllands Kunstpavillon kom op at stå i 2012 takket være kommunale og private bidragydere og de mange ildsjæle, der samarbejdede om projektet. En stor flok frivillige sørger for, at man kan købe kaffe og kage i den hyggelige cafe, hvor man kan nyde udsigten over parken og søen, efter man har besøgt udstillingerne.

Vestjyllands Kunstpavillon har skiftende udstillinger, koncerter og foredrag. Billedhugger Jens Lund og arkitekt Henning Larsen, som begge har tilknytning til byen, har værker permanent udstillet i pavillonen. Se museets åbningstider her.

Museum med vokseværk

I 2015 udstillede Arne Haugen-Sørensen på museet. Han blev så betaget af stedet, at han efterfølgende ville donere 80 billeder til museet, hvis de ville bygge et museum til ham. Og så samlede de gode folk i Videbæk igen alle gode kræfter, så der kunne bygges et museum til kunstneren. 

- At få sit eget museum er som at komme hjem, sagde Arne Haugen-Sørensen, da beslutningen om at bygge et museum til ham var truffet.

I september 2017 blev museet indviet, og Videbæk fik endnu et kulturelt trækplaster.