Ridning på stranden

Ridning

Foto: Mette Johnsen

Få en oplevelse udover det sædvanlige - nyd de naturskønne omgivelser ved Vesterhavet på hesteryg. I kan ride ud på egen hånd eller tage med på en guidet ridetur langs havet.

Her kan du ride

Snyd ikke dig selv for en tur på hesteryg ved Vesterhavet. Har du ikke selv en hest, så findes der flere gårde og ridecentre i området, hvor det er muligt at leje både hest og udstyr. Som nybegynder er det en god idé at få lidt undervisning på en bane, før man begiver sig af sted ad kringlede naturstier.

Tag på rideferie med din egen hest

Ved vestkysten er der mulighed for at leje en lejlighed eller en hytte på et ridecenter, som også tilbyder opstaldning af egen hest eller pony. Her kan hele familien tilbringe ferien sammen og tage på dejlige rideture i områdets skønne plantager og til Vesterhavet.

Ridestier

Der findes flere afmærkede stier, som er specielt egnede til rideture. Disse er afmærkede med et lille skilt med en rytter på. Nogle steder er der dog særlige lokale regler for, hvor og hvordan man må ride, så hold derfor altid godt øje med skiltningen.

Ridesti i Ho Plantage
Ridestier i Oksby Plantage
Ridestier ved Vejers Strand
Ridestier i Blåbjerg Plantage 
Ridestier i Nymindegab Plantage (Syd)
Ridestier i Nymindegab Plantage (Nord)
Ridestier i Skjern Enge
Ridesti ved Præstbjerg Naturcenter
Ridesti i Husby Plantage

Ridning på stranden

I perioden fra den 1. september til den 31. maj er ridning tilladt på ubevokset strandbred og ad stien derned, hvis ellers denne er en lovlig adgang. På klitfredede strandarealer er ridning ligeledes tilladt på veje og ubevokset strandbred. Hold dog altid øje med ridning forbudt-skilte.